Den følelse, har jeg det faktisk hver eneste gang en ny brænding er klar og jeg skal åbne ovnen glæde mig over synet af mit færdige håndværk. Præcis den samme følelse som jeg husker fra min barndom, når juleaften nærmede sig… forventningens glæde. Forventningen til at den kommende julegave, den jeg havde ønsket mig, helt bestemt ville udrette mirakler og gøre mig uendelig lykkelig, og livet meget bedre. En upnåelig forventning som kun kan ende i en lidt tom fornemmelse af,- var det virkelig bare det!
Sådan var det for mig, hver eneste jul, indtil jeg fik lært at skrue forventningerne til julegaver noget ned…. Og sådan er det så, stadigvæk, hver eneste gang jeg åbner min keramik ovn… mine forventninger er helt håbløst urealistisk høje, i en eller anden ukuelig tro på at denne gang har jeg HELT SIKKERT udrettet intet mindre end mirakler.
I virkeligheden har jeg bare udrettet keramik, og som sådan er det jo ikke et mirakel, men sådan set ’bare’ et håndværk. Og med mig ved roret, ofte et eksperimenterende et af slagsen, hvor jeg ligesom lærer kunsten mens jeg optræder, sådan lidt hen af vejen…. Og tja, det øger jo ikke ligefrem mirakel-faktoren’!
Så sådan havde jeg det så også da jeg vågnede i morgens…. Fuld af forventningens glæde, som det lille barn der lige kunne skimte juletræets lys, for på værkstedet stod ovnen, helt fuld af de sidste ugers arbejde, nu helt færdigt! Nu måtte morgenen godt bare gå, så jeg kunne få udløst spændingen! Men men, sådan er det ikke ligefrem med morgener hjemme hos os…..
Først skal mit kæmpe bæst af en kåd hund luftes. Med kun det ene ben ude af sengen, blev jeg flået ud i regn og blæst og mørke….. Det blev en kort tissetur, for SÅ frisk var jeg nu heller ikke her til morgen. Heldigvis havde min godmodige mand formastet sig til at tænde op i ovnen, så lidt trøst var der da at finde da jeg kom hjem, helt våd, træt og forblæst.
Ungerne var så småt begyndt at stå op, sure og gnavne, som kun en regnfuld og blæsende onsdag morgen kan gøre dem, -så han, den godmodige, fik hurtigst ben at gå på, for nu kunne han pludselig høre arbejdet kalde….
Morgenmad, madpakker, tøj på, ekstra overtøj med, husk nu idrætstøj, dukken skal da også med og sutten må vi ikke glemme…… alt sammen en helt almindelig onsdag morgen, som den nu ser ud hos os! Afsted på cyklen, og så hjem igen efter det vi havde glemt, aflevere husk at give kys, husk at give kram, husk at smile og vinke…..
ENDELIG ind på værkstedet og med den barnlige følelse i hele kroppen… nu kunne det KUN blive godt!
Tja….. miraklet var så heller ikke sket i nat!
Keramik det var det da blevet til! Noget vel nok godt nok, andet som det plejer, en enkelt kop eller 2 næsten for gode til at sælge!! En bestilling havde fået den forkerte farve, så det må vel være en ommer IGEN, og så til eksperimentet….
Lysestagerne, af den type som længe har været meget populærere ude i verden og findes i mange forskellige udgaver, men som jeg aligevel længe har tænkt på hvordan jeg kunne lave: Sådan helt særligt og på MIN måde, -selvfølgelig på drejebænken.
Drejet op i de enkelte dele, og så ville jeg ligesom kunne ’brænde’ dem sammen i glasuren…. Nok ikke helt ’efter-bogen-måden’ at gøre det på, men sådan mere ’efter-milles-fri-fantasi-om mirakler’ måden….. Det fremgår vel af billedet hvordan den måde indimellem ender ud!
Nå, men nogle af lysestagerne blev faktisk også ret gode, og jeg synes stadig min måde at lave dem på, helt klart er vejen frem, så flere skal der til, og ligesom med juleaften er jeg måske snart grydeklar til at dæmpe forventningerne, bare en smule, for selvom troen på mirakler er en af de væsentlige ting i mit liv, der ligesom holder mig oven vande, ikke mindst på kedelige og kolde onsdagsmorgener, -så er arbejdsomhed og vedholdenhed livskunster jeg forsøger at lære, og se dét ville være et mirakel.
