Forfatter: Mille Dissing Nielsen

Med mørke, kulde, regn, gråvejr, tunge skyer og løbende næser….

Det er svært ikke at mærke tungheden helt ned i tæerne når solen, selv på de gode dage, knap nok kommer over horisonten før den går ned igen. Efteråret er en helt særlig tid, for midt i alt det mørke og triste, kommer en næsten instinktiv lyst til at pynte op, både ude og inde, hygge sig med levende lys i fine stager, drikke varme drikke i lækre kopper og gøre det hele lidt rart for havens dyr, der nu på samme vis putter sig i efterårets kortere og kortere dage, og gør sig klar til den ventende vinter….

Efteråret er på mange måder en omskiftelig tid, som både kan virke deprimerende og livsbekræftende på samme tid……

Jeg nyder efteråret! For på trods af kulden og mørkets negative påvirkning i form af tiltagende smerter og stivhed i kroppen, samt de kortere dage at få børnefamilielivet til at virke på,  er der på værkstedet særligt virksomt her i efteråret! -ideerne står i kø, til alle de uundværlige accessories denne årstid kalder på…

De fine fugleklokker til havens vinterfodring strømmer i en lind strøm, i alle tænkelige farver, ud i hele landet, pakket fint i små pakker…. Og ja, selvfølgelig kunne man diskuterer (og det er der mange der gør) om det nu også er optimalt med de mejse-kugle-plastik-net….. og nej, det er det selvfølgelig ikke! Plastik er jo ikke det verden har brug for mere af…. Men når nu mejse-kuglerne kommer i det net, så finder jeg det nu ganske oplagt, idetmindste, at lave en fin holder, der både gør udtrykket ikke så lidt mere æstetisk, og tilmed holder styr på plastikken når kuglen er spist op! på den måde ender nettet det rette sted og ikke i en tilfældig fuglerede….

-og til de netløse kugler, arbejder jeg stadig på en ligeså funktionel og æstetisk løsning… men den slags tager tid!

Halloween står for døren, helt præcist er dagen d. 31 oktober. -og selvom det er et ganske u-dansk fænomen, har det nu været vildt hyggeligt og et stort privilegie, at få lov at lave så mange sjove, fine små spøgelser, som nu næsten alle, er fløjet ud i verden for at lyse op i efteråret og bringe smilet frem hvor de lander….

Kopper, kopper og endnu flere kopper…..

Lækre kopper er nu engang en ting de fleste forbinder med keramik, -og det er jo ikke helt uden grund…..

Kopper er en betydelig del af enhver husholdning, vi bruger dem, som regel hver dag, hele året. -til morgenkaffen, eftermiddagsteen, varm kakao eller hvad nu der bringer hyggen ud i stuerne! Ikke mindst her i efteråret er det nu noget helt særligt at sidde med sin personlige, håndlævede ynglingskop, som man ved ingen har magen til….

Tja, sådan en kop kan man næsten få et helt særligt varmt forhold til, og den slags særlige varme forhold, giver efterårets mørke et ekstra lille strejf af hygge og glæde. Det mærker jeg i denne tid, hvor jeg laver ekstra mange særlige unika kopper….

Jeg har arbejdet længe på en glasur teknik, hvor brændingen leger frit med farver, nuancer, møsntre og strukturer, så hver kop bliver som et lille æstetisk kunstværk, med sit helt eget udtryk, også når de optræder i sæt…. Sådanne kopper bliver jeg aldrig træt af at lave! Forundringen er der hver gang ovnen åbnes, og jeg glæder mig over den glæde jeg mærker hos mine kunder når de finder lige den rette kop der taler til deres hjerte, eller som passer perfekt som en personlig gave til den man holder af….

De sidste uger af efteråret, før julen for alvor tager fat på værkstedet, bruger jeg på endnu en af mine absolutte ynglinge, -lysestager….

Levende lys tror jeg næsten alle holder af…. De bringer glæde, varme og håb ind i den kommende mørke årstid. Men et lys gør det sjældent alene, -en stage må der til, og gerne en fin personlig unik en af slagsen…

i år laver jeg 2 slags.

Begge slags er unika stager, men hvor den lille er en enkel sag, drejet op i et stykke og glaseret frit fra hjertet i alle tænkelige nuancer og møstre, er den store stage et udstyrsstykke af format, som jeg har arbejdet længe på at få til at fungere i  den rette arbejdsgang….

Alle stagens dele er drejet og håndformet forskelligt, som små skulpturelle stykker.

De glaseres hver for sig, og smelter sammen i den høje glasurbrændning, så de ender ud som èt stykke samlet keramik… helt uden jernstativer, lim eller andre unødvendigheder, -kun keramik og magi…. Ligesom jeg holder allermest af det!

Sidder man nu og får lyst til at kigge forbi værkstedet og se alle herlighederne, så er man så utrolig velkommen! i efterårsferien (uge 42) har jeg åbent i galleriet tirsdag og torsdag fra kl. 13-16, og på alle mulige andre tidspunkter, som nu det passer, efter aftale på tlf. 60125045!

Fra 1 nov. er galleriet åbent alle hverdage fra kl 13-15, samt efter aftale!

kommer man nu ikke på disse (måske nook lidt afsidesliggende) kanter, så kan man følge mine salgsopslag på facebooksiden ‘Mille Dissing Kunsthåndværk’, og gi et prej, så sender jeg gerne en lille pakke eller 2!

De bedste hilsner og ønsker om et smukt og hyggeligt efterår, Mille

Min sommer har været fuld af keramik og gode timer på værkstedet, -især er det blevet til en, efterhånden  svimlende, fugleflok, der er sendt ud i den store vide verden, som kronen på mange vindspil og fugle-kugle-klokker! Forhåbentlig skal flere flyve fra reden endnu, og mine timer på værkstedet bliver kun flere nu hvor sommeren summer på sidste vers,  og ungerne skal starte i skole igen!

Men efteråret kommer og dermed er det også på høje tid at få tænkt på at få ryddet op i værkstedet og gjort plads i galleriet til, forhåbentlig en masse glade kursister og skønne keramik projekter…

-for heldigvis er der andre end mig der har fået øjnene op for hvor skøøøøøønt det er at have ler i hænderne, og den muligehed, vil jeg gerne give videre…

Kurserne er planlagt som det kan ses nedenfor, -så bare send mig en besked, hvis du vil være med til gode timer  i Det lille Gule Hus 🙂 Mille

Keramik kurser efterår 2019

Introkursus.

Kursusdatoer:

1. Lørdag d. 21 sep. + Søndag d. 22 sep. Begge dage kl. 10-14
2. Lørdag d. 28 sep. + Søndag d. 29 sep. Begge dage kl. 10-14
3. Lørdag d. 26 okt. + Søndag d. 27 okt. Begge dage kl.10-14.

Dette er er kurset for den nysgerrige nybegynder. Alle med lyst til at afprøve keramikkens muligheder er meget velkommen. Jeg introducerer kort den grundlæggende teori omkring lertyper, brænding og anvendelsesmuligheder og herefter gennemgår vi nogle af de grundlæggende modelleringsteknikker, som er udgangspunktet for ler-arbejdet denne weekend. Når teknikkerne er afprøvet gennem mine øvelser, er der tid til selv at lege videre, selvfølgelig med hjælp og støtte fra min side. Også drejebænken introduceres for dem der har lyst til at finde den indre pottemager frem.

Pris 400 kr. inkl kaffe og the

Materialer afregnes efter forbrug.

Der er på et hold max 8 kursister. Tilmelding og betalingsinfo på sms til 60125045! -man er først sikret en plads på kurset når kursusprisen er betalt!

-efter kurset skal lertingene tørre før de kan brændes og glaseres… der vil derfor skulle påregnes tid til glasering efterfølgende. Dette aftales individuelt!

Fortsætterkursus.

Kursusdatoer:

1. lørdag d. 5 okt. + søndag d. 6 okt. Begge dage kl. 10-14
2. Lørdag d. 2. nov. + søndag d. 3 nov. Begge dage kl. 10-14

 

For dem der allerede har været på introkursus, er der mulighed for at komme tilbage til værkstedet og arbejde videre i lerets forunderlige verden… på dette kursus bestemmer hver enkelt kursist selv hvilken/hvilke teknikker der skal arbejdes videre med. Det er muligt at komme med sin egen ide, og få hjælp og vejledning til hvordan den kan blive til virkelighed…

Pris 400 kr. inkl kaffe og the

Materialer afregnes efter forbrug

Der er på et hold max 8 kursister. Tilmelding og betalingsinfo på sms til 60125045! -man er først sikret en plads på kurset når kursusprisen er betalt!

…..Altså man kunne måske få den tanke at det er lidt opreklameret, det der med mindfulness i alting… mindful-spisning, mindful-tænkning, mindful-vejrtrækning…. og hvad ved jeg. Og ja, sådan har jeg det nu også lidt… altså hvor nærværende er det nu lige man orker at være hele tiden?

På den anden side har det, for mig ialfald, været nærværet og opmærksomheden på nuet, -på processen, der har vist sig at være den mest værdifulde metode til at reducere den stress og præstationsangst, som i mange år har præget mit liv.

Men det er lettere sagt end gjort.,- det der med at være nærværende og opmærksom i nuet. Gang på gang glemmer jeg det, og bliver i stedet fanget i en præstations-mølle, der hvirvler mig rundt og får mig til at tvivle på mit værd, på mine evner og på min fremtid…

Det meste af mit liv har billedkunsten, og ikke mindst arbejdet med den, været et naturligt omdrejningspunkt! Det har været det vigtigste for mig, næst efter min familie naturligvis, i rigtig mange år. Det er det eneste sted jeg såfan rigtig føler mig hjemme. Men når jeg ser tilbage på mit liv med billedkunst, ser jeg bestemt også tilbage på rigtig mange år, fyldt en hel masse frustrationer, mindreværdsfølelser og præstationsangst. Især maleriet har altid været meget præstationsfyldt for mig. Mine evner har aldrig stået mål med mine forventninger, og både resultaterne og processen har pint mig.

Malerier, og kunst i det hele taget, er jo en forunderlig størrelse, -for hvem er det lige der skal kunne vurdere værdien. Hvornår er man en dygtig kunstner..? 

Kunsthåndværket,- og keramikken i særdeleshed, blev min redning ud af præstations-stressen som jeg har oplevet med billedkunsten… keramik er et håndværk, noget man bliver dygtig til, ganske enkelt ved at øve sig! ens evner kan måles og vejes, og om man nu er i stand til at dreje 10 ens kopper, med fine tynde kanter og sirlige hanke, -det kan vurderes, sådan helt objektivt. og det at opleve en følelse af at mestre noget,og hele tiden opleve at blive dygtigere, var og er, en kæmpe befrielse!

Men aligevel kan jeg ikke slippe maleriet. Jeg har brug for at arbejde med kunsten, og Igen og igen har jeg forsøgt at finde mig selv i mine malerier.  til trods for utallige forsøg på det modsatte, blev jeg alligevel revet med af et ønske om at præsterer, og lave et godt resultat. Jeg glemmer mit fokus, -at gøre det som virker for mig.  Det terapeutiske, meditative og historiefortællende univers, som billedkunsten var for mig som barn, og som det nok er for de fleste børn, en kreativ process helt uden præstations-pres!

Jeg måtte tilbage til basis… tilbage til legen, til stregerne til formerne og farverne. Til der hvor jeg selv synes det er sjovt og givende at være, og HELT SLIPPE tanken om det færdige værk. For det er her det virker for mig.

Jeg begyndte at kigge på Hvilke teknikker jeg synes bedst om. Ikke som færdigt resultat, men som proces. Hvornår nød jeg allermest at være med malerierne, og hvornår gav de mig den følelse af frihed og nærvær som jeg i høj grad længdes efter og har brug for i min dagligdag.

Jeg begyndte at lege med forskellige teknikker som har fulgt mig igennem min egen uddannelse og som jeg selv har undervist i utallige gange. Men med et helt andet fokus. nemlig på at undersøge hvad teknikkerne gjorde ved mig. Hvordan virkede de på mit sindelag, mit humør, mit overskud. Igennem denne proces, fandt jeg frem til de teknikker og arbejdsgange som er mest mig, og begyndte at lege med at sætte dem sammen. Først helt vilkårligt og for sjov, men efter noget tid kom der en naturlig arbejdsgang, og værkerne stod pludseligt frem som overraskende resultater. Mine meditative malerier.

Jeg er blevet spurgt meget, af besøgende på værkstedet, til arbejdsprocessen i mine meditative malerier, og den vil jeg gerne forsøge at dele med jer her….

først og fremmest arbejder jeg med blindtegning. Denne legende øvelse har til alle tider været en af mine absolutte ynglinge… øvelsen går i sin enkelthed ud på at snyde hjernen til at slippe fokus fra resultatet på papiret, og fokusere mere på det objekt man tegner.  Min form er udvidet lidt. Her er øvelsen at, med lukkede øjne, iagttage og forholde sig til hvad der sker inde i mig selv. Jeg fokuserer på, og tegner, de former, farver og bevægelser, fra lyset, der hele tiden forandre sig på bagsiden af øjenlågende.

En tegning – men uden interesse for resultatet på papiret. Denne meditationsøvelse bruger jeg tit. Den er ligetil, enkel, hurtig og sjov…. den lader sindet slippe kontrollen, og tankerne flyve imens man er optaget af at se og mærke indersiden af kroppen….

Enkelte af disse tegninger forstørrer jeg op og bruger som grundlag for kompositionen på lærredet, til malerierne.

Når kompositionen er tegnet op, kommer den mest ekspressive og abstrakte del af arbejdet. Nemlig den del med maling og farve, som må siges at være ret vigtig for at få et egentligt maleri ud af det.

Farverne fordeler jeg på lærredet, -rundhåndet og med store armbevægelser, prøver jeg at respektere en vis ordentlighed overfor kompositionen, men ofte går det helt galt, og bliver noget ganske andet, for når først vildskaben er sluppet løs, er den ikke sådan lige til at tøjle igen….. Det er her legen er sjovest, liiiige før det går helt galt… og lige inden min indre ‘moar’ kommer og siger SÅ ER DET NOK!!!!!

-det er et fremragende sted at komme af med aggressioner og store følelser.

Når det kaotiske, uordentlige og abstrakte farvehelvede er tørt, er det tid til et mere indadvendte og detaljeorienterede arbejde.

Her kommer historiefortælleren frem, og finder maleriets finurligheder og særpræg i de mange sirlige streger og figurer. Det giver maleriet sin egen karakter, sin egen historie. Fokus ligger hele tiden i detaljerne og overraskelserne er mange. Det er umuligt at fokusere på helheden, og derfor kan man kun fortabe sig i processen og lade magien ske, helt af sig selv (næsten da…?)

Først når maleriet er helt færdigt, kan man se helheden, og opleve værket. Resultatet er en overraskelse hver gang, for pludselig er den indre rejse blevet til et egentligt værk. Et maleri, som for hver enkelt af dem der kigger på det, vil fortælle en ny historie. Et personligt maleri for mig, som har malet det, men i høj grad også for den som kigger på det.

Jeg har oplevet hvordan det samme maleri, på men gang fortælle en historie om liv og død, forgængelighed og verdens foranderlighed, om et forelsket par i omfavnelse og kæmpende ninjaer. Min egen oplevelse og historie er altid noget helt 4, men det er min, ganske privat, og ikke interessant for andre end mig!

For dét er, hvis man spør mig, hvad god kunst er. Noget som fortæller hver enkelt af os vores egen historien, når vi kigger på det. Et spejl, der for os til at reflektere over hvem vi er, og hvad der rør sig i os. Får os til at glemme vores præstationsangst og bare være med det som er. Et maleri som lokker os ind i historiernes verden, åbner for sanserne og leger med fantasien.

Med denne tilgang til kunsten, og arbejdet med den, føler jeg nu endelig at jeg er kommet hjem i mit rette element med mine malerier. De er som de er, -jeg føler ikke behov for at vurdere om de er gode nok, for de er hvad de er…

Som sidste led, kommer unægtelig, kunsten at prissætte sin kunst! Det er en verden for sig, og et område der på de lidt kedelige dage kan få selv den bedste til at opgive hele ideen om overhovedet at sætte skidtet til salg. Prissætning af kunst handler nemlig som regel om meget andet end selve arbejdet og værket…om noget så ganske uhåndgribeligt, og for de fleste mennesker nok noget hovedrystende…. Nemlig et usyneligt hierarki! 

Det gider jeg simpelthen ikke forholde mig til!!!!!!

Selvfølgelig skal jeg have noget for mit arbejde, ellers holder det sjove jo hurtigt op! 

Jeg ønsker at mine malerier kommer til at  hænge på væggen hos de mennesker der falder for dem. så jeg forsøger at lande mine priser et sted hvor det, for de fleste mennesker ikke er en uoverkommelig udgift!

Fordi jeg vil lave kunst til at hænge på væggen, og gøre glæde, i almindelige hjem, hos almindelige mennesker ?

Har du lyst til at se hvilke malerier jeg aktuelt har til salg, så finder du dem lige her: 

https://milledissing.dk/malerier-til-salg/

 

-man kan selvfølgelig også bare møde op på mit værksted og få en snak og se dem i virkelighedens verden!

Tak fordi du gad at læse med om mine tanker og kvaler 😉

Mille

En tidlig morgen, for godt en måned siden, -efter at have hastet ungerne i skole og børnehave, svingede jeg cyklen forbi værkstedet, for liiiige at lime et par skulpturer på deres fod…..

Alt for tidligt, alt for hurtigt og alt for ubetænksomt. Jeg havde glemt tid og sted, og skulle bare liiiige fikse det her inden jeg skulle videre til det næste….

Ubetænksomhed og uopmærksomhed, og pludselig havde jeg sprøjtet montagelimen direkte ind i mit ene øje. Mange af jer kender sikkert allerede historien, for den er blevet snakket om, grint af mangt og meget, lige siden, -for denne gang gik det heldigvis godt, og mit øje er nu helt, fint og uskadt igen!

Men jeg selv tænker stadig meget på denne morgen, -er jeg dum måske…? Ingen mennesker med en nogenlunde forstand retter vel en trykflaske med montagelim direkte imod øjet for lige at se hvorfor limen ikke kommer…..

-men den slags uheld SKER altså, -også for nogenlunde vel-fungerende og vel-reflekterende mennesker. Og det skete for mig, denne morgen, fordi min opmærksomhed lå langt fremme i fremtidens virkelighed, og først alt for sent, blev tvunget tilbage til lige her og nu, hvor det gik op for mig at mit øje var fuldstændig klistret sammen, af en meget hurtigt tørrende montagelim, af den slags man kan lime hvad som helst permanent sammen med…..

Jeg har tænkt rigtig mange tanker om denne morgen, om ulykker og hvorfor de sker. Om hvorfor jeg gang på gang finder mig selv i færd med at have alt for travlt, og slet ikke eksisterer i virkelighedens NU OG HER.

Jeg har følt mange følelser i den tid hvor mit øje skulle hele, og jeg pludselig ikke havde helt så travlt mere. Men mest af alt har jeg følt taknemmelighed.

Taknemmeligheden over ikke at have mistet mit ene øje, over udsigten til stadig at kunne arbejde med det arbejde som giver allermest mening i mit liv. Taknemmelighed over faktisk at have lige præcis det liv jeg altid har ønsket mig!

-men på trods af overvældendende taknemmelighed sidder oplevelsen, som var den limet fast, stadig i kroppen af mig, og vil måske nok gøre det i ganske lang tid endnu, og det er måske også ganske godt, for den minder mig om nogle ganske betydelige lærer-penge!

Det var vanskeligt at se virkeligheden og værkstedet i øjnene igen! Men jeg ville, og da jeg endelig fik mig tvunget tilbage til det værksted, og til det arbejde som jeg virkelig elsker, havde jeg den første lidt bævende tid, behov for at lave noget stille, meningsfyldt og reflekterende noget, for at minde mig selv, og andre, om det vigtige her i livet, -nemlig livet, taknemmeligheden, glæden, kærligheden, håbet, lyset…… alt det der giver værdi, og som i virkeligheden betyder noget.

-og så var det jo bare rigtig rart at lave noget hvor beskyttelsesbriller er en ganske givet og fornuftig ting, så jeg ikke skulle føle mig som en komplet idiot med et meget stort behov for at have briller for mine øjne….

 

Så her sad jeg, – et par dage, og tog mig lidt tid, og lidt efter lidt kom disse små mantra-engle til verden. Englene er malet på, og skåret ud af glas, der er smeltet sammen i min ovn, og herefter er små mantra-ord graveret i.

    

En lille kærlig opmærksomhed, til alt det vi ikke må glemme at huske, midt i vores ellers så fortravlede hverdags-liv.

   

I disse dage, hvor jeg har åbent i galleriet og viser mine seneste kunstprojekter og kunsthåndværk, laver workshops og arbejder på værkstedet, kommer en del mennesker forbi. både folk jeg kender og ikke kender, fra nær og fjern, men fælles for de fleste er en undren. en undren OG en nysgerrighed der heldigvis har fået dem til at gå indenfor for at undersøge sagen nærmere…

Hvad er det egentlig for noget, jeg går og laver…. Noget med et Gult Hus, keramik og kunst og billedskole, workshops og alt muligt. I ØSLØS, altså den der lille flække, langt fra verdens ende……- Ja det må du nok spørge om!! -jeg er faktisk heller ikke altid selv helt klar over det,. Og ind imellem, når jeg for øje på hvordan det må se ud udefra, så kan jeg ærlig talt godt forstå hvis i andre også har lidt svært ved at se den ’røde tråd’ og følge med i hvad det er der egentlig foregår, -i Det Gule Hus. Og i hovedet på mig.

De to ting, hænger nemlig efterhånden temmelig uløseligt sammen, og Det er hårdt arbejde at få det redt den røde tråd ud.  For det meste er det bare et virvar af ideer, fornemmelser og mere eller mindre tænkte tanker, der dominerer og sætter retningen! MEN jeg prøver at redde den ud, den røde tråd, – at gøre det tydeligt, og inviterer jer alle sammen indenfor i roderiet i Det Gule Hus og i min verden!

Mange har heldigvis også, den sidste tid, våget sig indenfor. for at se huset og alt det det indeholder, og prøve at forstå….

-Det gule hus, ligger lige der MIDT i Øsløs, MIDT i svinget, og udmærker sig ved at være et temmelig ejendommeligt, lidt rodet og meget hjemmelavet gammelt landsbyhus, som er sammensat af tiders forsøg på at forbedre og lappe sammen. Engang boede her min gamle bedstemor Olga, -det var til hende at huset blev købt og kom i mine forældres hænder. Da Olga ikke var mere, blev huset lejet ud til forskellige mere eller mindre skæve eksistenser, -en tid man stadig kan finde små sjove spor af rundt omkring i og omkring huset.

Herefter startede min søster og svoger, deres familieliv i huset, og fik i de år de boede der sat 1. salen i stand efter alle æstetiske principper, -hvilket i dag giver galleriet de allerbedste rammer…

Samtidig flyttede jeg sammen med min egen lille nystartede familie ind i et andet hus i Øsløs. For nu skulle ungdommens kunstneriske udfoldelser og ustyrlige skabertrang lægges fra mig. Jeg ville leve et almindeligt familieliv, med et almindeligt arbejde og en almindelig indkomst.

Men jeg blev syg…. Ganske forfærdelig syg, af den slags som gjorde at jeg i en årrække INTET kunne, lægerne kunne ikke præcist sætte en finger på hvor problemerne, og de evindelige smerter kom fra, men syg det var jeg, og i en sådan grad at jeg blev erklæret uarbejdsdygtig som 25 årig, og sat til at vente på at blive ’gammel nok’ til at kunne søge førtidspension. Heldigvis er jeg sådan indrettet, at INGEN nogensinde har haft held af at fortælle mig hvad jeg kan og ikke kan, og heller ikke med hvad jeg skal og ikke skal. Så denne uduelighedserklæring var tilstrækkelig provokerende til at vække en lille bitte trodsig stemme i mit hoved, som overtalte mig til selv at begynde at klatre op af hullet jeg var havnet i.

Da byens skole blev lukket, og en ny friskole blev skabt, -jeg fik jeg muligheden for at få et lille bitte deltidsarbejde i den nye børnehave. Her brugte jeg de få timers overskud jeg dagligt kunne finde, men jeg var i gang, jeg kravlede op, og det var godt!

 Mine forældre må næsten have forstået at min skabertrang, der nægtede at dø, var den der lå der og skabte uorden i mit system, ved ikke at blive brugt…

I altfald besluttede de, efter mange år med flygtige beboere, at ’låne’ mig huset. Jeg ville gerne lave en eftermiddags-billedskole for områdets børn.

Det var et hit, og jeg havde allerede fra starten af fulde hold. Det gav nyt liv til skabertrangen, der nu for alvor rykkede på sig, så huset blev også stille og roligt fyldt med mine egne små og store kunstneriske projekter…

 

Stille og roligt har det så udviklet sig fra at være et hus, med køkken og dagligstue til et hus med værksted, værktøj, kunst-projekter og unger der kom og hyggede sig med kreativitet.

En veninde kom forbi og satte en elektrisk drejebænk af… hun havde ikke længere plads, og måske kunne billedskolebørnene få fornøjelse af den. Jeg fandt en lille keramikovn på DBA, som blev instaleret, og billedskolen kunne nu lave keramik.

Jeg fik det kun langsomt bedre, og blev utålmodig efter at få mere overskud og energi. -jeg tog en dyr uddannelse som kostvejleder, og som håbet gav det mig den fornødne viden til at få styr på mine egne fysiske symptomer, smerter og invaliderende migræner.

Nu troede jeg så at det var min nye vej, -som kostvejleder. Billedskolen og de kunstneriske projekter blev nedprioriteret.

Men igen og igen var det skabertrangen, der skabte sig i mit hoved, og slog fra sig.

I efterårsferien for 2 år siden, tog jeg så en drastisk beslutning.

Jeg hilste skabertrangen indenfor og lavede en hemmelig aftale med denne om, at jeg de følgende 14 dage ville dreje keramik på drejebænken 2 timer hver dag, -hvis jeg herefter var i stand til at lave ens, tynde og elegante kopper, skåle, fade mm.  Så ville jeg droppe alle mine forestillinger om et normalt liv, med normalt arbejde og normal indkomst… og give efter for skabertrangen og lade denne styre mit liv!

OG DET KUNNE JEG

Disse kopper er faktisk det første sæt kopper jeg nogensinde har drejet….

Jeg rejste mig ikke fra drejebænken efter de 14 dage, -jeg blev ved!

Den lille gamle ovn bukkede dog hurtigt under for de mængder keramik der nu blev fremstillet, så jeg investerede i en ny ovn, -for aftalen med min indre skabertrang, den har jeg indgået, og der er altså ingen vej ud igen.

Jeg bliver stadig bange, kommer i tvivl og leger med tanken om at jeg må prøve at gå en mere almindelig vej. Men så kommer skabertrangen efter mig, bider mig i røven og minder mig om at jeg ER på MIN vej, -Den eneste vej der er for mig, -den vej mine hænder former….

-og sådan er det, med Det Gule Hus, som med mit hoved, en foranderlig proces som styres af min indre skabertrang, og de veje den nu finder på at gå! Og jeg kan godt forstå hvis det kan se liidt rodet og forvirrende ud, for sådan er det jo!

Men skabertrangen trives og udvikler sig, og mine kunstneriske armbevægelser bliver større og større.

Jeg håber i kigger forbi og hilser på den, skabertrangen, for den er faktisk meget sød, -selvom den måske lyder lidt bister her ?

Det er vigtigt at have et godt solidt fundament. Det blev jeg pludselig frygtindgydende klar over, da jeg i fredags gik og rykkede rundt og gjorde klar til efterårs-udstilling i galleriet, på første sal, i Det Gule Hus. Huset er gammelt og sært, med skæve men smukke gulve, og besynderlige byggeløsninger over det hele…. Pludselig mens jeg gik der, mærkede jeg gulvet ligesom gav efter, og hele rummet ’vuggede’ når jeg tog, selv ganske lette skridt…. UPS hva fanden er nu det!

 

Jeg måtte lige sidde et øjeblik, og blev så ligesom enig med mig selv om at det måtte jeg vist have min kære mand til at tage et kig på….. og det gjorde han, og han tog også en lille gå-tur….

Jeg selv stod på værkstedet under-neden, og så hvordan loftbrædderne blev til en slags hængekøje, og så faretruende gyngende ud under hans vægt… når, da….. ikke så smart at få offentligheden til pludselig at brase igennem udstillingen og lande ovenpå værkstedsbordet, eller hva…

 Heldigvis har jeg mit eget fundament i orden, så hjælpen var ikke svær at finde….

Med usædvanlig stor hjælp, fra to af mine absolutte ynglinge fundament-støtter, -min far og min mand, samt noget godt solidt træ fra Bærkærs skove, og en temmelig solid snedkermaskine blev løsningen fundet

Med en go del snedker snilde, kreative løsninger og en uknækkelig tro på egne evner, lykkedes det, de to, at få bakset et ejendommeligt monstrum på benene til at bære galleriet og det Gule Hus.

Et i grunden smukt, og temmelig bemærkelsesværdigt 5 benet dyr, kom, med hjælp fra donkraft og matematiske udregninger, og måske lidt held, op at stå  og fik galleriet på ryggen…..

– og gulvet i galleriet, ja det nu kun knirker, er skævt, orme-ædt og stadig smukt, men ikke gyngende og på vej i grunden….

Og i værkstedet står så dette enorme og ejendommelige dyr, som med tiden vel skal blive til et solidt arbejdsbord til gavn og glæde for mig, billedskolebørnene og keramik-kursister… og til tid og evighed, minde mig om min enorme taknemmelighed for at have mit eget fundament i orden.

Så, takket være de to herre ovenfor, og det godmodige, bemærkelsesværdige, monstrum, er galleriet nu HELT klar til at tage imod udstillingsgæster, der trygt og uanset kropsvægt, kan færdes rundt i rummene, og underneden kan alle med hang til godt håndværk, roligt prøve kræfter med lerets muligheder til efterårsferiens workshops 🙂

Når nu man sidder her på en, lidt ensom, tirsdag formiddag og ligesom bare drejer den kop efter den anden, i en uendelig stræben efter at gøre dem ligeså ens som alle hverdagens andre små og store trivielle vaner, ja så kan hverdagen jo godt virke lidt kedelig… eller hva??

Man kunne jo forledes til at spørge sig selv om ’hvorfor egentlig gøre hele dette besvær, – når nu folk kan gå i Ikea, og købe dem (kopperne altså) -helt perfekt ens, og tilmed en hel del billigere!

Så hvorfor så sidder jeg så her, i denne uopnåelige søgen efter perfektion, og lig-hed, og ensartethed, og op på række og efter tur! – for HELT ens, næ nej, det bliver de altså aldrig….

Og gud-ske-lov-for-det!! -for ellers VILLE Ikea altså være det oplagte sted at finde sine kopper, skåle, lysestager og hvad nu ellers….

Heldigvis for mig, er der noget ualmindeligt charmerende over når nogen virkelig PRØVER at gøre noget lige og ens og rigtigt… og det sådan kun nær-ved-og-næsten lykkedes!

Jeg tror det minder os om det at være mennesker…. at selvom vi gør den samme ting, om og om igen, ja så vil der hele tiden være små nuancer af forskelle…. små skævheder, ujævnheder og mærker efter forskelligt humør, vejr og ugedage….

For mig er gentagelserne som et trygt hjem… Trygheden af at mestre noget så det, i alt fald næsten, bliver et forudsigeligt og ens resultat hver gang, men stadig med præg efter tid og sted. Der er noget befriende og ganske meditativt over at sidde ved drejebænken. Her finder mine hverdagstanker ro, hænderne ved hvad de skal, så fantasien og hovedet kan leve frit, -og DET elsker jeg! Det er her ved gentagelsernes forudsigelighed at kreativiteten lader op og min påhitsomhed kan få luft igen!

Som pottemager skriver man ’drejebog’ -det vil sige, skriver mål og vægt og fremgangsmåde ned, på sine emner, så de altid bliver, tilnærmelsesvis ens…. VILDT upraktisk med en bog, når man sidder ved drejebænken sølet til i ler…. Så min står skrevet på væggen, -til stor fornøjelse og inspiration for alle de unger der kommer og går på værkstedet…. Mine egne unger skriver også lystigt deres egne ’drejebøger’ på væggene herhjemme, -selvom jeg gang på gang har forsøgt at forklare dem at det altså kun er noget MOR må….

Jeg kender værdien af gentagelserne, -og det gør børnene også. Så de tegner den samme spiral-krusedulle på både vægge, skabe, sofapuder…… ind imellem kan det dog, som mor, godt være svært at få øje på  værdien idét. 

Så måske er det bedre at finde gentagelsens værdi i hverdagens trivielle opgaver og pligter, og dét prøver jeg så at lære børnene (og mig selv)…

I min verden hvor begreber som nytænkende, omstillingsparat, kreativ og opfindsom er i højsædet, er det disse trivielle opgaver der holder mig til jorden og stressfri, -sådan tilnærmelsesvis i alt fald.

Min kære gamle bedstemor, som tilbragte sine sidste år, i det lille gule hus, hvor jeg nu har hele min herlighed af værksted, billedskole, galleri og drejebog på væggen, gav engang min far en lille uanseelig klud hvorpå der stod broderet:

 ’jeg elsker dagens trivielle job, man lever også mens man vasker op’. (eller drejer kopper for den sags skyld!)

Den klud har jeg set på gennem hele min barndom, og det er nok nogle af de klogeste ord jeg kender.

Så i dag, på en sådan en lidt kedelig, triviel og regnfuld tirsdag, sender jeg min gamle bedstemor en særlig kærlig tanke. Jeg er ikke sikker på hun ville sætte pris på at jeg tegner på hendes væg dog…. Men som jeg altid tilgiver børnene, -så tænker jeg også at hun tilgiver mig!

Lad mig sige det som det er. Jeg har behov for opmærksomhed, og det er jeg IKKE ene om…. 

Vi kan ikke leve uden, men vil alligevel helst ikke stå ved vores grundlæggende menneskelige behov, for at blive bemærket, set og anerkendt. Vi ved godt alle sammen at alle mennesker har disse behov og vi forsøger hver dag at efterleve dem hos vores børn og vores nærmeste, og det er jo også helt som det skal være. For det er sådan vi vokser og føler os elsket og ligeværdig…. Så hvad er problemet så? Det behøver man vel ikke forsøge at skjule eller skamme sig over, -eller hvad??

Jeg synes selv det er ganske svært helt at gennemskue hvordan jeg skal få opmærksomhed, sådan helt ægte og på et plan hvor jeg ikke får udstillet mig selv og  ender op med at føle mig fuld af tom luft.

Problemet opstår, når anerkendelses junkien (og ham har vi alle sammen et eller andet sted derinde) tager over og iscenesætter os på en, måske ikke så ærlig og ægte måde, og det så begynder at puste luft i den indre opblæste nar der, som Else Pelse Pølseskin, trækker maven ud og ind… for hende husker vi jo nok hvordan det gik, ik?

Jeg har i dag gået og lagt sidste hånd på en række skulpturer under netop dette emne….

Jeg begyndte på dem for et halvt års tid siden, i en periode hvor min egen opblæste nar havde fået lige rigeligt med luft og var ganske punkteret.

 Det er en af den slags fænomener der er meget lettere at se hos alle de andre end hos en selv, så jeg så begyndte pludselig, tydeligere end nogensinde før, at se hvordan mennesker omkring mig, både i min nære og mere perifere omgangskreds, udstiller og iscenesætter sig selv, på de sociale medier, OG i virkelighedens verden. I en udgave hvor de ikke er, ikke ser ud, og ikke føles som de gør og er i virkeligheden.  men optræder med  ’duckface’ selfies i mere eller mindre camoufleret udgave.

Jeg fik forkvabbelser, og menneskeangst, -trak mig tilbage til værkstedet og som jeg altid har gjort når verden blev lidt trang, begyndte jeg at digte historier. Historier om numsepilleri og selviscenesættelse, duckface-selfies, -den opblæste nar og alle de andre indre og ydre dæmoner og faldgruber vi alle står overfor i denne jungle af konstant globalt nærvær og kropsligt fravær. Historier som jeg fortalte mig selv og formede med mine hænder…

Og det kom der så til sidst en hel udstilling ud af…. En udstilling med keramikskulpturer, glasikoner og silkemalerier. Alle under den fælles titel:

’Posere’

 

Denne udstilling kan ses, som en del af den store fælles kulturevent i Thy, -Kulturekspressen.

Jeg udstiller i mit eget galleri, i Det Gule Hus, i uge 41+42, og her vil jeg så gøre forsøget, – kunsten at udstille mig selv, uden at puste til min egen opblæste nar.