En tidlig morgen, for godt en måned siden, -efter at have hastet ungerne i skole og børnehave, svingede jeg cyklen forbi værkstedet, for liiiige at lime et par skulpturer på deres fod…..
Alt for tidligt, alt for hurtigt og alt for ubetænksomt. Jeg havde glemt tid og sted, og skulle bare liiiige fikse det her inden jeg skulle videre til det næste….
Ubetænksomhed og uopmærksomhed, og pludselig havde jeg sprøjtet montagelimen direkte ind i mit ene øje. Mange af jer kender sikkert allerede historien, for den er blevet snakket om, grint af mangt og meget, lige siden, -for denne gang gik det heldigvis godt, og mit øje er nu helt, fint og uskadt igen!
Men jeg selv tænker stadig meget på denne morgen, -er jeg dum måske…? Ingen mennesker med en nogenlunde forstand retter vel en trykflaske med montagelim direkte imod øjet for lige at se hvorfor limen ikke kommer…..
-men den slags uheld SKER altså, -også for nogenlunde vel-fungerende og vel-reflekterende mennesker. Og det skete for mig, denne morgen, fordi min opmærksomhed lå langt fremme i fremtidens virkelighed, og først alt for sent, blev tvunget tilbage til lige her og nu, hvor det gik op for mig at mit øje var fuldstændig klistret sammen, af en meget hurtigt tørrende montagelim, af den slags man kan lime hvad som helst permanent sammen med…..
Jeg har tænkt rigtig mange tanker om denne morgen, om ulykker og hvorfor de sker. Om hvorfor jeg gang på gang finder mig selv i færd med at have alt for travlt, og slet ikke eksisterer i virkelighedens NU OG HER.
Jeg har følt mange følelser i den tid hvor mit øje skulle hele, og jeg pludselig ikke havde helt så travlt mere. Men mest af alt har jeg følt taknemmelighed.
Taknemmeligheden over ikke at have mistet mit ene øje, over udsigten til stadig at kunne arbejde med det arbejde som giver allermest mening i mit liv. Taknemmelighed over faktisk at have lige præcis det liv jeg altid har ønsket mig!
-men på trods af overvældendende taknemmelighed sidder oplevelsen, som var den limet fast, stadig i kroppen af mig, og vil måske nok gøre det i ganske lang tid endnu, og det er måske også ganske godt, for den minder mig om nogle ganske betydelige lærer-penge!
Det var vanskeligt at se virkeligheden og værkstedet i øjnene igen! Men jeg ville, og da jeg endelig fik mig tvunget tilbage til det værksted, og til det arbejde som jeg virkelig elsker, havde jeg den første lidt bævende tid, behov for at lave noget stille, meningsfyldt og reflekterende noget, for at minde mig selv, og andre, om det vigtige her i livet, -nemlig livet, taknemmeligheden, glæden, kærligheden, håbet, lyset…… alt det der giver værdi, og som i virkeligheden betyder noget.
-og så var det jo bare rigtig rart at lave noget hvor beskyttelsesbriller er en ganske givet og fornuftig ting, så jeg ikke skulle føle mig som en komplet idiot med et meget stort behov for at have briller for mine øjne….
Så her sad jeg, – et par dage, og tog mig lidt tid, og lidt efter lidt kom disse små mantra-engle til verden. Englene er malet på, og skåret ud af glas, der er smeltet sammen i min ovn, og herefter er små mantra-ord graveret i.
En lille kærlig opmærksomhed, til alt det vi ikke må glemme at huske, midt i vores ellers så fortravlede hverdags-liv.
