Når nu man sidder her på en, lidt ensom, tirsdag formiddag og ligesom bare drejer den kop efter den anden, i en uendelig stræben efter at gøre dem ligeså ens som alle hverdagens andre små og store trivielle vaner, ja så kan hverdagen jo godt virke lidt kedelig… eller hva??
Man kunne jo forledes til at spørge sig selv om ’hvorfor egentlig gøre hele dette besvær, – når nu folk kan gå i Ikea, og købe dem (kopperne altså) -helt perfekt ens, og tilmed en hel del billigere!
Så hvorfor så sidder jeg så her, i denne uopnåelige søgen efter perfektion, og lig-hed, og ensartethed, og op på række og efter tur! – for HELT ens, næ nej, det bliver de altså aldrig….
Og gud-ske-lov-for-det!! -for ellers VILLE Ikea altså være det oplagte sted at finde sine kopper, skåle, lysestager og hvad nu ellers….
Heldigvis for mig, er der noget ualmindeligt charmerende over når nogen virkelig PRØVER at gøre noget lige og ens og rigtigt… og det sådan kun nær-ved-og-næsten lykkedes!
Jeg tror det minder os om det at være mennesker…. at selvom vi gør den samme ting, om og om igen, ja så vil der hele tiden være små nuancer af forskelle…. små skævheder, ujævnheder og mærker efter forskelligt humør, vejr og ugedage….
For mig er gentagelserne som et trygt hjem… Trygheden af at mestre noget så det, i alt fald næsten, bliver et forudsigeligt og ens resultat hver gang, men stadig med præg efter tid og sted. Der er noget befriende og ganske meditativt over at sidde ved drejebænken. Her finder mine hverdagstanker ro, hænderne ved hvad de skal, så fantasien og hovedet kan leve frit, -og DET elsker jeg! Det er her ved gentagelsernes forudsigelighed at kreativiteten lader op og min påhitsomhed kan få luft igen!
Som pottemager skriver man ’drejebog’ -det vil sige, skriver mål og vægt og fremgangsmåde ned, på sine emner, så de altid bliver, tilnærmelsesvis ens…. VILDT upraktisk med en bog, når man sidder ved drejebænken sølet til i ler…. Så min står skrevet på væggen, -til stor fornøjelse og inspiration for alle de unger der kommer og går på værkstedet…. Mine egne unger skriver også lystigt deres egne ’drejebøger’ på væggene herhjemme, -selvom jeg gang på gang har forsøgt at forklare dem at det altså kun er noget MOR må….
Jeg kender værdien af gentagelserne, -og det gør børnene også. Så de tegner den samme spiral-krusedulle på både vægge, skabe, sofapuder…… ind imellem kan det dog, som mor, godt være svært at få øje på værdien idét.
Så måske er det bedre at finde gentagelsens værdi i hverdagens trivielle opgaver og pligter, og dét prøver jeg så at lære børnene (og mig selv)…
I min verden hvor begreber som nytænkende, omstillingsparat, kreativ og opfindsom er i højsædet, er det disse trivielle opgaver der holder mig til jorden og stressfri, -sådan tilnærmelsesvis i alt fald.
Min kære gamle bedstemor, som tilbragte sine sidste år, i det lille gule hus, hvor jeg nu har hele min herlighed af værksted, billedskole, galleri og drejebog på væggen, gav engang min far en lille uanseelig klud hvorpå der stod broderet:
’jeg elsker dagens trivielle job, man lever også mens man vasker op’. (eller drejer kopper for den sags skyld!)
Den klud har jeg set på gennem hele min barndom, og det er nok nogle af de klogeste ord jeg kender.
Så i dag, på en sådan en lidt kedelig, triviel og regnfuld tirsdag, sender jeg min gamle bedstemor en særlig kærlig tanke. Jeg er ikke sikker på hun ville sætte pris på at jeg tegner på hendes væg dog…. Men som jeg altid tilgiver børnene, -så tænker jeg også at hun tilgiver mig!