I disse dage, hvor jeg har åbent i galleriet og viser mine seneste kunstprojekter og kunsthåndværk, laver workshops og arbejder på værkstedet, kommer en del mennesker forbi. både folk jeg kender og ikke kender, fra nær og fjern, men fælles for de fleste er en undren. en undren OG en nysgerrighed der heldigvis har fået dem til at gå indenfor for at undersøge sagen nærmere…
Hvad er det egentlig for noget, jeg går og laver…. Noget med et Gult Hus, keramik og kunst og billedskole, workshops og alt muligt. I ØSLØS, altså den der lille flække, langt fra verdens ende……- Ja det må du nok spørge om!! -jeg er faktisk heller ikke altid selv helt klar over det,. Og ind imellem, når jeg for øje på hvordan det må se ud udefra, så kan jeg ærlig talt godt forstå hvis i andre også har lidt svært ved at se den ’røde tråd’ og følge med i hvad det er der egentlig foregår, -i Det Gule Hus. Og i hovedet på mig.
De to ting, hænger nemlig efterhånden temmelig uløseligt sammen, og Det er hårdt arbejde at få det redt den røde tråd ud. For det meste er det bare et virvar af ideer, fornemmelser og mere eller mindre tænkte tanker, der dominerer og sætter retningen! MEN jeg prøver at redde den ud, den røde tråd, – at gøre det tydeligt, og inviterer jer alle sammen indenfor i roderiet i Det Gule Hus og i min verden!
Mange har heldigvis også, den sidste tid, våget sig indenfor. for at se huset og alt det det indeholder, og prøve at forstå….
-Det gule hus, ligger lige der MIDT i Øsløs, MIDT i svinget, og udmærker sig ved at være et temmelig ejendommeligt, lidt rodet og meget hjemmelavet gammelt landsbyhus, som er sammensat af tiders forsøg på at forbedre og lappe sammen. Engang boede her min gamle bedstemor Olga, -det var til hende at huset blev købt og kom i mine forældres hænder. Da Olga ikke var mere, blev huset lejet ud til forskellige mere eller mindre skæve eksistenser, -en tid man stadig kan finde små sjove spor af rundt omkring i og omkring huset.
Herefter startede min søster og svoger, deres familieliv i huset, og fik i de år de boede der sat 1. salen i stand efter alle æstetiske principper, -hvilket i dag giver galleriet de allerbedste rammer…
Samtidig flyttede jeg sammen med min egen lille nystartede familie ind i et andet hus i Øsløs. For nu skulle ungdommens kunstneriske udfoldelser og ustyrlige skabertrang lægges fra mig. Jeg ville leve et almindeligt familieliv, med et almindeligt arbejde og en almindelig indkomst.
Men jeg blev syg…. Ganske forfærdelig syg, af den slags som gjorde at jeg i en årrække INTET kunne, lægerne kunne ikke præcist sætte en finger på hvor problemerne, og de evindelige smerter kom fra, men syg det var jeg, og i en sådan grad at jeg blev erklæret uarbejdsdygtig som 25 årig, og sat til at vente på at blive ’gammel nok’ til at kunne søge førtidspension. Heldigvis er jeg sådan indrettet, at INGEN nogensinde har haft held af at fortælle mig hvad jeg kan og ikke kan, og heller ikke med hvad jeg skal og ikke skal. Så denne uduelighedserklæring var tilstrækkelig provokerende til at vække en lille bitte trodsig stemme i mit hoved, som overtalte mig til selv at begynde at klatre op af hullet jeg var havnet i.
Da byens skole blev lukket, og en ny friskole blev skabt, -jeg fik jeg muligheden for at få et lille bitte deltidsarbejde i den nye børnehave. Her brugte jeg de få timers overskud jeg dagligt kunne finde, men jeg var i gang, jeg kravlede op, og det var godt!
Mine forældre må næsten have forstået at min skabertrang, der nægtede at dø, var den der lå der og skabte uorden i mit system, ved ikke at blive brugt…
I altfald besluttede de, efter mange år med flygtige beboere, at ’låne’ mig huset. Jeg ville gerne lave en eftermiddags-billedskole for områdets børn.
Det var et hit, og jeg havde allerede fra starten af fulde hold. Det gav nyt liv til skabertrangen, der nu for alvor rykkede på sig, så huset blev også stille og roligt fyldt med mine egne små og store kunstneriske projekter…
Stille og roligt har det så udviklet sig fra at være et hus, med køkken og dagligstue til et hus med værksted, værktøj, kunst-projekter og unger der kom og hyggede sig med kreativitet.
En veninde kom forbi og satte en elektrisk drejebænk af… hun havde ikke længere plads, og måske kunne billedskolebørnene få fornøjelse af den. Jeg fandt en lille keramikovn på DBA, som blev instaleret, og billedskolen kunne nu lave keramik.
Jeg fik det kun langsomt bedre, og blev utålmodig efter at få mere overskud og energi. -jeg tog en dyr uddannelse som kostvejleder, og som håbet gav det mig den fornødne viden til at få styr på mine egne fysiske symptomer, smerter og invaliderende migræner.
Nu troede jeg så at det var min nye vej, -som kostvejleder. Billedskolen og de kunstneriske projekter blev nedprioriteret.
Men igen og igen var det skabertrangen, der skabte sig i mit hoved, og slog fra sig.
I efterårsferien for 2 år siden, tog jeg så en drastisk beslutning.
Jeg hilste skabertrangen indenfor og lavede en hemmelig aftale med denne om, at jeg de følgende 14 dage ville dreje keramik på drejebænken 2 timer hver dag, -hvis jeg herefter var i stand til at lave ens, tynde og elegante kopper, skåle, fade mm. Så ville jeg droppe alle mine forestillinger om et normalt liv, med normalt arbejde og normal indkomst… og give efter for skabertrangen og lade denne styre mit liv!
OG DET KUNNE JEG
Disse kopper er faktisk det første sæt kopper jeg nogensinde har drejet….
Jeg rejste mig ikke fra drejebænken efter de 14 dage, -jeg blev ved!
Den lille gamle ovn bukkede dog hurtigt under for de mængder keramik der nu blev fremstillet, så jeg investerede i en ny ovn, -for aftalen med min indre skabertrang, den har jeg indgået, og der er altså ingen vej ud igen.
Jeg bliver stadig bange, kommer i tvivl og leger med tanken om at jeg må prøve at gå en mere almindelig vej. Men så kommer skabertrangen efter mig, bider mig i røven og minder mig om at jeg ER på MIN vej, -Den eneste vej der er for mig, -den vej mine hænder former….
-og sådan er det, med Det Gule Hus, som med mit hoved, en foranderlig proces som styres af min indre skabertrang, og de veje den nu finder på at gå! Og jeg kan godt forstå hvis det kan se liidt rodet og forvirrende ud, for sådan er det jo!
Men skabertrangen trives og udvikler sig, og mine kunstneriske armbevægelser bliver større og større.
Jeg håber i kigger forbi og hilser på den, skabertrangen, for den er faktisk meget sød, -selvom den måske lyder lidt bister her ?