Lad mig sige det som det er. Jeg har behov for opmærksomhed, og det er jeg IKKE ene om….
Vi kan ikke leve uden, men vil alligevel helst ikke stå ved vores grundlæggende menneskelige behov, for at blive bemærket, set og anerkendt. Vi ved godt alle sammen at alle mennesker har disse behov og vi forsøger hver dag at efterleve dem hos vores børn og vores nærmeste, og det er jo også helt som det skal være. For det er sådan vi vokser og føler os elsket og ligeværdig…. Så hvad er problemet så? Det behøver man vel ikke forsøge at skjule eller skamme sig over, -eller hvad??
Jeg synes selv det er ganske svært helt at gennemskue hvordan jeg skal få opmærksomhed, sådan helt ægte og på et plan hvor jeg ikke får udstillet mig selv og ender op med at føle mig fuld af tom luft.
Problemet opstår, når anerkendelses junkien (og ham har vi alle sammen et eller andet sted derinde) tager over og iscenesætter os på en, måske ikke så ærlig og ægte måde, og det så begynder at puste luft i den indre opblæste nar der, som Else Pelse Pølseskin, trækker maven ud og ind… for hende husker vi jo nok hvordan det gik, ik?
Jeg har i dag gået og lagt sidste hånd på en række skulpturer under netop dette emne….
Jeg begyndte på dem for et halvt års tid siden, i en periode hvor min egen opblæste nar havde fået lige rigeligt med luft og var ganske punkteret.
Det er en af den slags fænomener der er meget lettere at se hos alle de andre end hos en selv, så jeg så begyndte pludselig, tydeligere end nogensinde før, at se hvordan mennesker omkring mig, både i min nære og mere perifere omgangskreds, udstiller og iscenesætter sig selv, på de sociale medier, OG i virkelighedens verden. I en udgave hvor de ikke er, ikke ser ud, og ikke føles som de gør og er i virkeligheden. men optræder med ’duckface’ selfies i mere eller mindre camoufleret udgave.
Jeg fik forkvabbelser, og menneskeangst, -trak mig tilbage til værkstedet og som jeg altid har gjort når verden blev lidt trang, begyndte jeg at digte historier. Historier om numsepilleri og selviscenesættelse, duckface-selfies, -den opblæste nar og alle de andre indre og ydre dæmoner og faldgruber vi alle står overfor i denne jungle af konstant globalt nærvær og kropsligt fravær. Historier som jeg fortalte mig selv og formede med mine hænder…
Og det kom der så til sidst en hel udstilling ud af…. En udstilling med keramikskulpturer, glasikoner og silkemalerier. Alle under den fælles titel:
’Posere’
Denne udstilling kan ses, som en del af den store fælles kulturevent i Thy, -Kulturekspressen.
Jeg udstiller i mit eget galleri, i Det Gule Hus, i uge 41+42, og her vil jeg så gøre forsøget, – kunsten at udstille mig selv, uden at puste til min egen opblæste nar.